En almindelige årsager til at barnet græder er ondt i ryg eller nakke. I svangerskabet kan sæde- eller tvillingleje øge belastningen på ryg og nakke. Fødselsprocessen er en hård belastning for barnet, et spædbørn kan derfor have ondt i ryg og nakke efter en hård fødsel, eller efter kejsernsit eller brug af fødselsforløsende hjælpemidler som sugekop og tang.
Belastninger i svangerskabet og under fødselen kan forårsage fejlstillinger eller dysfunktioner i ryg og nakke, hvis dette er tilfælde vil kiropraktisk behandling typisk hjælpe meget hurtigt. Kiropraktoren korrigerer fejlstillinger og dysfunktioner i led ved lette præcise tryk, samt giver let massage af de spændte muskler.
Mavesmerter er også en almindelig årsag til spædbørnkolik, mavesmerterne kan skyldes for hyppige eller store måltider, eller at mave- og tarmsystemet ikke fungerer optimalt ennu. Tal med din sundhedsplejerske eller din læge hvis du mistænker at dit barn har mavesmerter.
Ved fejlstillinger og dysfunktioner i ryg eller nakke kan der opstå reflektorisk irritation af nerverne der kaldes neuropati. Fra rygsøjlen er der nerveforsyning til vore tarme, derfor kan tarmfunktionen indirekte påvirkes af neuropati forårsaget af mekaniske dysfunktioner i rygsøjlen. Fra undersøgelser af voksne, ved man, at en af de positive bivirkninger af kiropraktisk behandling er bedre tarmfunktion.
Undersøgelser viser at kiropraktisk behandling kan nedsætte antal timer gråd pr. dag, og 1-5 behandlinger er typisk nok. I meget sjældne tilfælde henviser vi til sygehuset for røntgen undersøgelse. Uden behandling aftager typisk kolik ved 3 måneders alderen.
Er du i tvivl, vil der ikke ske noget ved at få dit barn undersøgt hos kiropraktor, er der ingen problemer i rygsøjlen, er der ingen grund til at påbegynde behandling.
I 1950’erne observerede den tyske læge Dr. Gutmann en sammenhæng mellem fejlstillinger og dysfunktion i de øverste nakkehvirvler, og en asymmetrisk udvikling hos børn. I begyndelsen af 1990’erne beskrev den tyske læge og manuel mediciner Dr. Heiner Biederman KISS-syndromet. KISS er forkortelsen for ”Kinematic Imbalance du to Suboccipital Strain”, i Danmark har vi oversat betegnelsen til ”kranie-nakkeled induceret symmetriforstyrrelser”.
Barnets symptomer kan overlappe med koliksymptomerne, men er typisk flere og mere varierede:
Er du i tvivl, vil der ikke ske noget ved at få dit barn undersøgt hos kiropraktor, og ved grovere motoriske mangler skal en læge selvfølgelig undersøge barnet først.
Ved behandlingen hos kiropraktor, korrigeres fejlstillinger og dysfunktioner af de øvre nakkehvirvler, og muskelspændingerne afbalanceres, dette gøres ved lette tryk og mild massage. Normalt er 1-5 behandlinger er typisk nok. Ubehandlet kan KISS problematikken udvikle sig til KIDD-syndrom.
Navnet er en engelsk forkortelse for, ”KISS-Induced Dysgnosia and Dyspraxia”, som vi i Danmark har vi oversat til ”kranie-nakkeled induceret dyspraksi og dysgnosi“. Dyspraksi betyder at barnet har nedsat evne til at udføre og lære motoriske færdigheder, og dysgnosi betyder at barnet også har nedsat evne til at bearbejde sanseindtryk.
Den øvre del af nakken er vigtig for barnets motorik, samt de selvregulerende og sansemæssige funktioner i kroppen. Fejlstillinger og dysfunktioner i denne del af nakken kan derfor forstyrre barnets normale motoriske- og sansemæssige udvikling.
De første symptomer på KIDD-syndromet opdages sjældent før 4 års alderen, dette da børn i opvæksten er gode til at kompensere for dysfunktioner i nerve-, muskel- og skeletsystemet.
Symptomer på KIDD-syndrom kan blandt andet være:
Det er også mange andre lidelser, som kan give mange af de samme symptomer som ved KIDD, det er derfor vigtigt at udelukke andre årsager. Er du i tvivl, vil der ikke ske noget ved at få dit barn undersøgt hos kiropraktor, hvis der er ingen problemer i nakken, er der ingen grund til at påbegynde behandling.
Behandlingen er den samme som for KISS syndrom, dvs. korrektion af fejlstillinger og dysfunktioner af de øvre nakkehvirvler, men også evt. behandling af andre dysfunktioner, som kan være opstået undervejs pga. et uhensigtsmæssigt bevægemønster.
Det tager typisk flere behandlinger at behandle et ældre barn end et yngre, idet fejlpåvirkningen har været til stede i længere tid. Muskulaturen er derfor typisk mere spændt over i længere tid i de belastede områder. Det er også sværere at bryde et ældre barns bevægemønster, derfor kræves typisk 3-10 behandlinger over en periode på ca. 2-6 mdr.
Smerten er typisk lokaliseret i de lange rørknogler i arme og ben, og ikke i ryggen. Smerterne er oftest lokaliseret på forsiden af lårene eller på bagside af underben. Barnet halter ikke, og leddene er upåvirket ved tilstanden. Hvis barnet gentagne gange klager over rygsmerter, så er der sandsynligvis ikke tale om vokseværk.
Vokseværk er en udelukkelsesdiagnose, dvs. at anden årsag til smerterne skal udelukkes først, f.eks. ved hoftesmerter hos børn. Ved vokseværk vil sygehistorien være klassisk, og den kliniske undersøgelse fuldstændig normal. Hvis smerterne er vedholdende og familiens nattesøvn hyppig afbrydes, kan i sjældne tilfælde en røntgenundersøgelse måske berolige bekymrede forældre, men yderligere prøver er der sjældent behov for.
Som regel er der ingen behov for behandling, tilstanden er godartet og vil gå over af sig selv. Smertestillende medicin er unødig da smerterne som regel holder op af sig selv inden virkningen af medicinen indtræder.
Ved hoftesmerter vil smerterne ofte være lokaliseret på inderside af knæet, derfor er det vigtig at udelukke hoftesmerter hos et barn der klager over smerter i knæet.
Barnet kan også klage over smerter i lyske- og sæderegion, samt i låret eller på yderside af hoften. Hos små børn kan smerter være vanskelig at lokalisere, ældre børn vil som regel halte eller helt undgå at støtte på benet. Barnet vil som regel holde benet let bøjet og udadroteret, og undgå spontane bevægelser.
Ved hofte undersøgelsen vurderes bevægeligheden i hofteleddet og der undersøges for smertereaktion hos barnet. En røntgenundersøgelse er altid påkrævet når der mistænkes smerter fra hofteleddet. Hvis der mistænkes infektion skal der laves blodprøver. En ultralydskanning kan måske påvise væske i leddet, og der laves hoftepunktur for at hente ud ledvæske til undersøgelse for bakterier og krystaller.
Lidelsen behandles primært med aflastning, dvs. sengeleje, indtil bevægeligheden er normaliseret, og det kan være nødvendig med smertestillende medicin i en kortere periode. Oftest vil symptomerne klinge af i løbet af en uge.
I hoften er epifysiolyse en af de mest almindelige hoftelidelse hos børn i 10-16 års alderen, og den er væsentligt hyppigere hos drenge end hos piger.
I hoften er epifyseskiven lokaliseret i overgangen mellem lårbenshalsen og ledhovedet. Hvis epifyseskiven beskadiges og skrider, kan det få alvorlige følger hvis dette ikke bliver opdaget i tide. Komplikationer ved uopdaget epifysiolyse er forsinket længdevækst samt beskadigelse af ledbrusken og beskadigelse af blodtilførselen til ledhovedet.
Forsinket længdevækst kan medføre at barnet udvikler rygskævhed. Beskadigelse af ledbrusken kan medføre slidgigt på længere sigt. Hvis blodtilførselen beskadiges vil knoglevævet dø og ledhovedet vil kunne kollapse.
Hvis der ved røntgenundersøgelse mistænkes epifysiolyse henvises barnet til ortopædkirurgisk vurdering. Behandlingen er altid kirurgisk, ledhovedet bliver repositioneret, og for at stoppe videre glidning skrues ind en eller flere skruer gennem lårbenshalsen til ledhovedet. Efter operationen tillades belastning til smertegrænsen.
Årsagen til sygdommen er ukendt, den rammer hyppigest børn i alderen 3-11 år, og drenge rammes langt hyppigere end piger. Sværhedsgraden af sygdommen varierer meget, fra milde forandringer til svære skader på hofteleddet. For 2/3 er prognosen god, men prognosen er afhængig af barnets alder på debut tidspunktet og sværhedsgraden, ved debut efter 7 års alderen bliver prognosen dårligere. Senfølger af sygdommen er slidgigt i hofteleddet.
Tidligere blev sygdommen altid behandlet med total aflastning i en længere periode, dvs. sengeleje, kørestol og skinnefiksering, men da total aflastning ikke ændrer prognosen, anvendes behandlingen kun i dag ved sværere tilfælde og når det er behov for aflastning. I milde tilfælde er der ikke behov for behandling, kun aflastning i perioder og opfølgende kontroller af sygdommen. Ved svære tilfælde anvendes stadig skinnefiksering og total aflastning i perioder, og nogle gange vælges operation for at bedre placeringen af ledhovedet i ledskålen. Betændelsesdæmpende og smertestillende medicin gives ved behov.
Hvis ledskålen står stejlt, og den ikke har tilstrækkelig dybde til at stabilisere ledhovedet, bliver leddet bliver instabilt. Hoften kan da gå fuldt eller delvis af led.
Hvis ledskålen står bagudvendt (retroversion), eller hvis overgangen mellem ledhovedet og lårbenshalsen er forkert udviklet, kan det medføre afklemningsgener på forsiden af hofteleddet.
Et spædbarn med hoftedysplasi kan fødes med hoften ud af led, tilstanden kaldes medfødt hofteluksation. Pga. varierende grad af instabilitet kan større børn og voksne opleve smerter fra hofteleddet i forbindelse med almindelig leg og sportslige aktiviteter.
Medfødt hofteluksation eller instabilitet i hofteleddet diagnosticeres efter fødselen ved observation (benlængde og hudfolder) og test for instabilitet. Hos nyfødte kan der anvendes ultralydskanning for at bekræfte diagnosen. Hvis diagnosen ikke stilles lige efter fødselen vil den sjældent opdages inden barnet begynder at gå, og da vil en røntgenundersøgelse af bækkenskelettet give diagnosen.
I mange tilfælde diagnosticeres først hoftedysplasi i 20-30 års alderen, dvs. når belastningen på hofteleddet overstiger muskelstyrken, f.eks. i forbindelse med graviditet hos en kvinde el. overvægt og inaktivitet hos en mand.
