Børn og unge
Smerter hos børn
Fødselsprocessen er en stor belastning for barnet. Særligt udsat, er børn som ikke ligger i et optimalt leje, f.eks. i sædeleje, tværleje eller bliver født med ansigtet først eller som stjernekigger.
Kranie og rygsøjle er designet til at blive presset sammen under fødslen, men dette virker bedst når barnet ligger med toppen af hovedet først. Derfor giver fødsler hvor barnet bliver taget med sugekop eller tang også øget risiko for at der kan opstå fejlstillinger i rygsøjlen, mest typisk i nakken. Det kan være mange forskellige symptomer på at barnet kan have fået fejlstillinger i ryg og nakke under fødslen.
Når barnet bliver større, er faser hvor barnet ændrer bevægemønster typiske tidspunkter hvor problemer i bevægeapparatet kan vise sig, f.eks. at begynde at sidde selv, kravle og gå. Er der mindre eller moderate forsinkelser i denne udvikling, og barnet ellers er raskt, er det en god idé at få undersøgt barnet for fejlfunktioner i ryg og bækken. Hvis barnet ændrer adfærd, f.eks. bliver mere aggressiv, eller klager over ondt i panden eller maven, kan dette være en smerterespons.
Børn kan opleve spændinger i nakke og skuldre, som igen kan være en årsag til hovedpine; f.eks. i perioder med meget tid foran en computer, både med spil og med skolearbejde. De kan få akutte skader eller overbelastningsskader ved sports- og fritidsaktiviteter, f.eks. lyske- eller knæsmerter, der kan komme af overbelastning eller skævhed i hofte og lænd.
Ved trafikuheld skal man være ekstra opmærksom på børnene. De har et relativt stort hoved i forhold til resten af kroppen. Kombineret med mindre muskelstyrke, gør det, at de lettere kan få et ryk i nakken, selv ved mindre trafikuheld.
Jo ældre børnene bliver, des mere ligner deres problemer de voksnes, og børn kan også være arveligt disponeret for ryg problemer. I børneårene er der tit mange knubs og fald, og børn kan tåle meget, men der kan også opstå skader som bør behandles – ikke bare på skadestuen, men også hos kiropraktor eller fysioterapeut.
Mere information?
Vil du vide mere om hvordan vores kiropraktorer og fysioterapeut, undersøger og behandler tid barn – og hvordan du kan forebygge gener i fremtiden?
Bestil en tid og få hjælp.
Få den hjælp, du har brug for
Uanset hvor du har ondt, hjælper vi dig med at finde – og give – den behandling, du har brug for.
Kolik
Den mest udbredte diagnosticering af spædbørnskolik er, hvis et ellers raskt barn skriger mere end 3 timer om dagen i mere end 3 dage pr. uge i mere end 3 uger. Der er højst sandsynligt flere årsager til kolik, og diagnosen siger ikke noget om, hvorfor barnet græder.
En årsag til, at barnet græder, kan være ondt i ryg eller nakke. I svangerskabet kan sæde- eller tvillingleje øge belastningen på ryg og nakke. Fødselsprocessen er en hård belastning for barnet, og et spædbarn kan derfor have ondt i ryg og nakke efter en hård fødsel, eller efter kejsersnit eller brug af fødselsforløsende hjælpemidler som sugekop og tang.
Belastninger i svangerskabet og under fødslen kan forårsage fejlstillinger eller dysfunktioner i ryg og nakke. Hvis dette er tilfældet, vil kiropraktisk behandling typisk hjælpe meget hurtigt. Kiropraktoren korrigerer fejlstillinger og dysfunktioner i led ved lette præcise tryk samt giver let massage af de spændte muskler.
Mavesmerter er også en almindelig årsag til spædbarnkolik, mavesmerterne kan skyldes for hyppige eller store måltider, eller at mave- og tarmsystemet ikke fungerer optimalt endnu. Tal med din sundhedsplejerske eller din læge, hvis du mistænker, at dit barn har mavesmerter.
Ved mistanke om refluks, hvor der er overdreven gylp, og/eller tilbageløb i spiserøret eller svælg, fra mavesækken efter måltider, skal barnet også undersøges af læge.
Ved fejlstillinger og dysfunktioner i ryg eller nakke kan der opstå reflektorisk irritation af nerverne (der kaldes neuropati). Fra rygsøjlen er der nerveforsyning til vore tarme, derfor kan tarmfunktionen indirekte påvirkes af nerveirritation forårsaget af mekaniske dysfunktioner i rygsøjlen. Fra undersøgelser af voksne, ved man, at en af de positive bivirkninger af kiropraktisk behandling er bedre tarmfunktion.
Undersøgelser viser, at kiropraktisk behandling kan nedsætte antal timer gråd pr. dag, og 1-5 behandlinger er typisk nok. I meget sjældne tilfælde henviser vi til sygehuset for røntgenundersøgelse. Uden behandling aftager kolik typisk ved 3-månedersalderen.
Er du i tvivl, vil der ikke ske noget ved at få dit barn undersøgt hos kiropraktor. Er der ingen problemer i rygsøjlen, er der ingen grund til at påbegynde behandling.
KISS
KISS syndrom er ikke en egentlig diagnose, men en forklaringsmodel på symptomer og årsag.
Ved KISS-syndromet er der tale om en fejlstilling eller dysfunktion af de øvre nakkehvirvler og/eller den omkringliggende muskulatur hos spædbørn. En god funktion i nakken er vigtig for barnets generelle udvikling, koordination og integration af sanseindtryk. En dysfunktion kan derfor påvirke barnets udvikling og velbefindende.
I 1950’erne observerede den tyske læge Dr. Gutmann en sammenhæng mellem fejlstillinger og dysfunktion i de øverste nakkehvirvler og en asymmetrisk udvikling hos børn. I begyndelsen af 1990’erne beskrev den tyske læge og manuel mediciner Dr. Heiner Biederman KISS-syndromet. KISS er forkortelsen for ”Kinematic Imbalance due to Suboccipital Strain”. I Danmark har vi oversat betegnelsen til ”kranie-nakkeled induceret symmetriforstyrrelser”.
Barnets symptomer kan overlappe med koliksymptomerne, men er typisk flere og mere varierede:
- Har en favoritside eller ligger i en tvangsstilling.
- Hovedet holdes kraftig bagoverbøjet.
- Kroppen har en C-form (”banan”-form).
- Har svært ved at ligge ved det ene bryst.
- Er generelt meget uroligt.
- Har svært ved at spise og finde ro ved amning.
- Er utrøsteligt.
- Følger ikke den normale motoriske udvikling.
- Er overdrevent ked at blive berørt på hovedet, f.eks. tøj over hovedet eller hue på.
- Sover dårligt og har hyppige eller pludselige opvågninger.
Er du i tvivl, vil der ikke ske noget ved at få dit barn undersøgt hos kiropraktor, og ved grovere motoriske mangler skal en læge selvfølgelig undersøge barnet først.
Ved behandlingen hos kiropraktor korrigeres fejlstillinger og dysfunktioner af de øvre nakkehvirvler, og muskelspændingerne afbalanceres. Dette gøres ved lette tryk og mild massage. Normalt er 1-5 behandlinger typisk nok. Ubehandlet kan KISS problematikken udvikle sig til KIDD-syndrom.
KIDD
KIDD syndrom er ligeledes som KISS syndrom en forklaringsmodel og ikke en diagnose.
KIDD-syndrom er benævnelsen for et større barn med udiagnosticeret KISS-syndrom, eller der kan være tale om tilkommet dysfunktion i den øverste del af nakken, der har udviklet sig til KIDD-syndrom hos det ældre barn.
Navnet er en engelsk forkortelse for ”KISS-Induced Dysgnosia and Dyspraxia”, som vi i Danmark har oversat til ”kranie-nakkeled induceret dyspraksi og dysgnosi“. Dyspraksi betyder, at barnet har nedsat evne til at udføre og lære motoriske færdigheder, og dysgnosi betyder, at barnet også har nedsat evne til at bearbejde sanseindtryk.
Den øvre del af nakken er vigtig for barnets motorik samt de selvregulerende og sansemæssige funktioner i kroppen. Fejlstillinger og dysfunktioner i denne del af nakken kan derfor forstyrre barnets normale motoriske- og sansemæssige udvikling.
De første symptomer på KIDD-syndromet opdages sjældent før 4-årsalderen, da børn i opvæksten er gode til at kompensere for dysfunktioner i nerve-, muskel- og skeletsystemet.
Symptomer på KIDD-syndrom kan blandt andet være:
- Klodsethed.
- Dårlig balance og koordination.
- Rastløshed, der tenderer til hyperaktivitet.
- Moderat forsinket motorisk udvikling; både fin- og grovmotorisk.
- Synlige skævheder, mest i nakke og skuldre, opstår pga. kompensationer.
- Hyppig hovedpine.
- Humørsvingninger.
Det er også mange andre lidelser, som kan give mange af de samme symptomer som ved KIDD, det er derfor vigtigt at udelukke andre årsager. Er du i tvivl, vil der ikke ske noget ved at få dit barn undersøgt hos kiropraktor, hvis der ingen problemer er i nakken, er der ingen grund til at påbegynde behandling.
Behandlingen er den samme som for KISS syndrom, dvs. korrektion af fejlstillinger og dysfunktioner af de øvre nakkehvirvler, men også evt. behandling af andre dysfunktioner, som kan være opstået undervejs pga. et uhensigtsmæssigt bevægemønster.
Det tager typisk flere behandlinger at behandle et ældre barn end et yngre, idet fejlpåvirkningen har været til stede i længere tid. Muskulaturen er derfor typisk mere spændt over længere tid i de belastede områder. Det er også sværere at bryde et ældre barns bevægemønster, derfor kræves typisk 3-10 behandlinger over en periode på ca. 2-6 mdr.
Få den hjælp du har brug for
Uanset hvor du har ondt, hjælper vi dig med den behandling, du har brug for.
Vokseværk
Ved vokseværk er barnets aktivitetsniveau helt upåvirket. Smerterne forekommer oftest om natten, eller når barnet ikke er i ro, og er af kortere varighed (<1 time). Tilstanden forekommer som oftest i 3-12-årsalderen, og vi kender ikke årsagen til smerterne.
Smerten er typisk lokaliseret i de lange rørknogler i arme og ben og ikke i ryggen. Smerterne er oftest lokaliseret på forsiden af lårene eller på bagsiden af underben. Barnet halter ikke, og leddene er upåvirket ved tilstanden. Hvis barnet gentagne gange klager over rygsmerter, så er der sandsynligvis ikke tale om vokseværk.
Vokseværk er en udelukkelsesdiagnose, dvs. at anden årsag til smerterne skal udelukkes først, f.eks. ved hoftesmerter hos børn. Ved vokseværk vil sygehistorien være klassisk, og den kliniske undersøgelse fuldstændig normal. Hvis smerterne er vedholdende og familiens nattesøvn hyppigt afbrydes, kan en røntgenundersøgelse i sjældne tilfælde måske berolige bekymrede forældre, men yderligere prøver er der sjældent behov for.
Som regel er der ingen behov for behandling, tilstanden er godartet og vil gå over af sig selv. Smertestillende medicin er unødig, da smerterne som regel holder op af sig selv, inden virkningen af medicinen indtræder.
Hoftesmerter
Smerter udløst fra hofteleddet er et alvorlig symptom hos børn, og hvis du mistænker, at dit barn har smerter fra hofteleddet, skal du opsøge læge eller kiropraktor for en tidlig undersøgelse.
Ved hoftesmerter vil smerterne ofte være lokaliseret på inderside af knæet, derfor er det vigtig at udelukke hoftesmerter hos et barn, der klager over smerter i knæet.
Barnet kan også klage over smerter i lyske- og sæderegion, samt i låret eller på yderside af hoften. Hos små børn kan smerter være vanskelig at lokalisere, ældre børn vil som regel halte eller helt undgå at støtte på benet. Barnet vil som regel holde benet let bøjet og udadroteret og undgå spontane bevægelser.
Ved hofteundersøgelsen vurderes bevægeligheden i hofteleddet, og der undersøges for smertereaktion hos barnet. En røntgenundersøgelse er altid påkrævet, når der mistænkes smerter fra hofteleddet. Hvis der mistænkes infektion, skal der laves blodprøver. En ultralydskanning kan måske påvise væske i leddet, og der laves hoftepunktur for at hente ledvæske ud til undersøgelse for bakterier og krystaller.
Serøs coxitis
Irriteret hofte, der på fagsproget også bliver kaldt coxitis simplex, er den hyppigste årsag til hoftesmerter hos børn i alderen 3-8 år. Tilstanden er en kortvarig godartet betændelsestilstand i hofteleddet, der debuterer relativt pludseligt uden kendt årsag.
Lidelsen behandles primært med aflastning, dvs. sengeleje, indtil bevægeligheden er normaliseret, og det kan være nødvendig med smertestillende medicin i en kortere periode. Oftest vil symptomerne klinge af i løbet af en uge.
Epifysiolyse
Længdevæksten i rørknogler sker i vækstzoner, der kaldes epifyseskiven. Tidlig i puberteten kan der ske en svækkelse af vækstzonen, dette kombineret med overbelastninger kan forårsage en skade som kaldes epifysiolyse.
I hoften er epifysiolyse en af de mest almindelige hoftelidelser hos børn i 10-16 års alderen, og den er væsentligt hyppigere hos drenge end hos piger.
I hoften er epifyseskiven lokaliseret i overgangen mellem lårbenshalsen og ledhovedet. Hvis epifyseskiven beskadiges og skrider, kan det få alvorlige følger, hvis dette ikke bliver opdaget i tide. Komplikationer ved uopdaget epifysiolyse er forsinket længdevækst samt beskadigelse af ledbrusken og beskadigelse af blodtilførslen til ledhovedet.
Forsinket længdevækst kan medføre, at barnet udvikler rygskævhed. Beskadigelse af ledbrusken kan medføre slidgigt på længere sigt. Hvis blodtilførslen beskadiges, vil knoglevævet dø, og ledhovedet vil kunne kollapse.
Hvis der ved røntgenundersøgelse mistænkes epifysiolyse, henvises barnet til ortopædkirurgisk vurdering. Behandlingen er altid kirurgisk, ledhovedet bliver repositioneret, og for at stoppe videre glidning, skrues en eller flere skruer gennem lårbenshalsen til ledhovedet. Efter operationen tillades belastning til smertegrænsen.
Calvé-Legg-Perthes
Ved Calvé-Legg-Perthes sygdom sker en forbigående reduktion i blodtilførselen til lårbenshovedet. Når ledhovedet ikke modtager iltet blod, dør knoglevævet, og ledhovedet vil da kollapse delvis eller totalt. Efter nogle måneder gendannes blodtilførslen igen, og ledhovedet gendannes med varierende deformitet. Sygdomsperioden er 1-3 år.
Årsagen til sygdommen er ukendt, den rammer hyppigst børn i alderen 3-11 år, og drenge rammes langt hyppigere end piger. Sværhedsgraden af sygdommen varierer meget fra milde forandringer til svære skader på hofteleddet. For 2/3 er prognosen god, men prognosen er afhængig af barnets alder på debuttidspunktet og sværhedsgraden. Ved debut efter 7-årsalderen bliver prognosen dårligere. Senfølger af sygdommen er slidgigt i hofteleddet.
Tidligere blev sygdommen altid behandlet med total aflastning i en længere periode, dvs. sengeleje, kørestol og skinnefiksering, men da total aflastning ikke ændrer prognosen, anvendes behandlingen kun i dag ved sværere tilfælde, og når der er behov for aflastning. I milde tilfælde er der ikke behov for behandling, kun aflastning i perioder og opfølgende kontroller af sygdommen. Ved svære tilfælde anvendes stadig skinnefiksering og total aflastning i perioder, og nogle gange vælges operation for at bedre placeringen af ledhovedet i ledskålen. Betændelsesdæmpende og smertestillende medicin gives ved behov.
Hoftedysplasi
Hoftedysplasi er en medfødt manglende eller forkert udvikling af hofteleddet. Både ledskålen og ledhovedet kan være dysplastisk.
Hvis ledskålen står stejlt, og den ikke har tilstrækkelig dybde til at stabilisere ledhovedet, bliver leddet instabilt. Hoften kan da gå fuldt eller delvis af led.
Hvis ledskålen står bagudvendt (retroversion), eller hvis overgangen mellem ledhovedet og lårbenshalsen er forkert udviklet, kan det medføre afklemningsgener på forsiden af hofteleddet.
Et spædbarn med hoftedysplasi kan fødes med hoften ud af led; tilstanden kaldes medfødt hofteluksation. Pga. varierende grad af instabilitet kan større børn og voksne opleve smerter fra hofteleddet i forbindelse med almindelig leg og sportslige aktiviteter.
Medfødt hofteluksation eller instabilitet i hofteleddet diagnosticeres efter fødslen ved observation (benlængde og hudfolder) og test for instabilitet. Hos nyfødte kan der anvendes ultralydskanning for at bekræfte diagnosen. Hvis diagnosen ikke stilles lige efter fødslen, vil den sjældent opdages, inden barnet begynder at gå, og da vil en røntgenundersøgelse af bækkenskelettet give diagnosen.
I mange tilfælde diagnosticeres hoftedysplasi først i 20-30-årsalderen, dvs. når belastningen på hofteleddet overstiger muskelstyrken, f.eks. i forbindelse med graviditet hos en kvinde el. overvægt og inaktivitet hos en mand.