Anatomi
Kend til ryg - ryggens anatomi
Set fra siden har rygsøjlen 3 krumninger. Nakken og lænden har begge et forlæns svaj der kaldes lordose, mens brystdelen har en baglens krumning der kaldes kyfose.
Kyfosen er en primær krumning, det vil sige at den er tilstede allerede ved fødsel, mens lordosen er et sekundær svaj der udvikles efter fødselen.
Nakkesvajet udvikles når spædbarnet startet med at løfte hovedet, og lændesvajet når barnet starter at kravle og gå.
Graden af krumning og svaj kan være variere fra person til person, og de kan ændres ved sygdomme, smertetilstande og ændringer i holdning, fx ved osteporose og Scheuermanns sygdom ses forøget krumning i brystryggen, og under graviditeten øges lændesvajet.
Set bagfra burde rygsøjlen være lige, eventuelle skævhed til siden kaldes skoliose. Hvis årsagen til skoliosen er ukendt, kaldes den idiopatisk. Ved almindelige rygsmerter kan der opstå en smertebetinget skoliose, der kaldes antalgi. Akutte smerter i lænd og nakke kan også forårsage ændringer i lordosen, ofte ses udrettet svaj, der benævnes flektionsafværge eller flektionsantalgi.
Mere information?
Vil du vide mere om præcis dine smerter, hvordan de opstår, og – endnu bedre – hvordan du kan forebygge dem?
Bestil en tid nu og få hjælp til at få det bedre.
Få den hjælp, du har brug for
Uanset hvor du har ondt, hjælper vi dig med at finde – og give – den behandling, du har brug for.
Hvirvler
Rygsøjlen består af 7 nakkehvirvler, 12 brysthvirvler og 5 lændehvirvler, samt korsben og haleben.
Ryghvirvlene er fortil opbygget af hvirvellegemet, og bagtil af hvirvelbuen, der sammen danner rygmarvskanalen. Mellem hver af ryghvirvelerne er der en skive af brusk der kaldes diskus, der giver rygsøjlen fleksibilitet og fungerer som en stødpude.
Hvirvellegemet er hovedsagligt opbygget af knoglevæv der har svampeagtig struktur, og er omgivet af et tyndt ytre kompakt knoglevæv. Det svampeagtige knoglevæv rummer rød knoglemarv, der producerer store mængder røde og hvide blodceller. Top og bund på hvirvellegemet benævnes endepladerne, her sidder diskus fast forankret.
Ud fra hvirvelbuen står tværtapperne og torntappen der fungerer som fæste for muskulatur og ledbånd. Op og ned fra hvirvelbuen står ledfacetter i par, der danner facetled med tilsvarende ledfacetter på nabohvirvlerne.
Led
Ryghvirvlene er indbyrdes forbundet med ægte og uægte ledforbindelser. Facetleddene og bækkenleddene er rygsøjlens ægte led, mens diskus og symfysen udgør de uægte ledforbindelser.
Et ægte led har en ledhule og tillader store bevægelsesudslag, og de bruskbeklæde ledflader er omgivet af en ledkapsel af bindevæv. Indersiden af ledkapselen er beklædt af en hinde der kaldes synovialis, der producerer ledvæsken, som smører og ernærer ledbrusken.
Ledkapselen er rigt innerveret af nervefibrene der registrerer og formidler information om bevægelse og smertestimuli til centralnervesystemet. Leddet er forstærket af sener og ledbånd, og på hver side af leddet er der anbragt muskler der bevæge og stabilisere leddet.
Rygsøjlens ægte led er facetleddene og bækkenleddene, og det er orienteringen af facetleddene der bestemmer hvilke bevægelser der kan foregår i de forskellige afsnit af rygsøjlen.
I rygsøjlen er diskus og symfysen uægte ledforbindelser mellem hvirvellegemerne og mellem skambenene i bækkenet. Uægte led mangler ledhule og tillader kun små bevægelsesudslag. Forbindelsen mellem knoglene består af bindevæv eller brusk. Diskus er opbygget af bindevæv udformet som koncentriske lameller omkring en blødere kerne.
Få den hjælp du har brug for
Diskus
Diskus er en unik bruskskive der fungerer som støddæmper og stabilisator af rygsøjlen, samtidig giver den ryggen betydelig fleksibilitet.
Bruskskiven har sparsomlig blodforsyning, og er derfor ikke i så godt stand til at reparere sig selv efter en skade. Ernæringen sker via de tilstødende ryghvirvler, som har et stort netværk af blodkar der forsyner diskus med de nødvendige næringsstoffer gennem diffusion.
Det yderste hårde lag i diskus kaldes annulus fibrosus og den indre geleagtige kerne kaldes nucleus pulposus. Annulus består af bindevæv udformet som koncentriske lameller der ligger lagvis som årringe i et træ, og de yderste lag indeholder nervefibre. Nucleus er blød og elastisk.
Både de anulus og nucleus indholder et stort antal proteinmolekyler der binder væske, højt væskeindhold er nødvendig for at skabe et ekspanderende tryk i diskus, der kan absorbere stød gennem rygsøjlen.
Diskus tilpasser sig bevægelsene i rygsøjlen, ved foroverbøjninger presses kernen bagover og bindevævsfibrene i det yderste lag strækkes, og omvendt ved bagoverbøjninger.
Tunge løft med vrid kan forårsage skader på diskus. Der kan opstå revner i bindevævslaget, og den geleagtige kerne kan presses ud i det yderste lag diskus, eller ud i spinalkanalen, og forårsage pinefulde ryg- og bensmerter.
Sammensætningen af diskus ændrer sig med alderen, og det er tab af de proteinmolekyler der binder vand, og frigivelse af en række betændelsestimmulerende stoffer fra den indre kærne, repræsentere den største kemiske bidrag til slitagen af diskus, der kaldes diskusdegeneration.
Rygmarv og spinalnerver
Rygmarven er den delen af centralnervesystemet, der strækker sig fra hjernestammen og ned i rygmarvskanalen. Den består af nerveceller, og bundter af nervefibre, der forbinder hjernen til alle dele af kroppen.
Fra rygmarven afgår spinalnerverne i par. Rygmarven løber ikke helt ned i rygmarvskanalen, den stopper i niveau med 2. lændehvirvel (L2). Under dette niveau løber spinalnervene ned som en gruppe nerver der ligner en hestehale, der kaldes cauda equina.
Rygmarven og spinalnervene ligger beskyttet i spinalkanalen, her ligger de badet i spinalvæsken i en bindevævsæk der kaldes dura mater.
Det væskefylte rum mellem dura og rygmarven kaldessubduralrummet. Ved spinalpunktur udhentes spinalvæske fra subduralrummet, f.eks. ved undersøgelse for hjernehindebetændelse.
Rummet mellem dura og spinalkanalen kaldes ”epiduralrummet”, der er her en epiduralblokkade lægges, f.eks. ved fødsel og kejsersnit.
Spinalnervene forlader rygmarvskanalen gennem nerverodkanalen, der fortil dannes af bagkanten af hvirvellegemet og diskus, og bagtil af ledfacettene på hvirvelbuen.
Åbningen i rygmarvskanalen der dannes mellem to tilstødende hvirvler kaldes foramen intervertebrale, det er i denne åbning spinalnerven forlader rygsøjlen.
Bevægelsesegmentet
Bevægelsessegment består af to ryghvirvler med en tilhørende diskus, og to facetled samt segmentær muskulatur og ledbånd. Forreste del af segmentet består af hvirvel og diskus. Bagest del består af hvirvelbue og facetleddene, samt segmentær muskulatur og ledbånd.
Den forreste del af segmentet bærer størsteparten af vægten, men vægtfordelingen mellem diskus og facetleddene varierer i de forskellige afsnit af rygsøjlen. I lænd og nakke bærer hvirvelbuen og facetleddene større andel af vægten pga. svajet, og i brystdelen bærer diskus og hvirvellægemet større del af vægten pga. krumningen.
Vægtfordeling mellem diskus og facetleddene ændres ved stillings- og holdningsændringer. Ved siddende og foroverbøjede stillinger belastes diskus og hvirvellægemet i lænden. Under graviditet øges normalt lændesvajet, og derfor øger belastningen på facetleddene under svangerskabet.
Bevægelsesegmentet er et tre-led kompleks der dannes af to facetled og en diskus. Forandringer der påvirker diskus, vil indirekte påvirke facetleddene og vice versa. Det vil sige at slitage i diskus vil påvirke funktion og belastning af facetleddene, og dysfunktioner i facetleddene vil påvirke belastningen af diskus.
Ved slitage på diskus, der kaldes diskusdegeneration, reduceres afstanden mellem ryghvirvlerne. Diskusdegeneration øger derfor belastningen på facetleddene, som kan på sigt medføre slitage i leddene, der kaldes ”facetledartrose”.
Diskusdegeneration og facetledartrose kan forårsage afklemning af spinalnerven, der forgrener sig ud fra rygsøjlen gennem nerverodskanalen.
Diskus og facetleddene tillader relativt stor bevægelse i segmentet, men bevægelsesfriheden varierer meget i rygsøjlens ulige dele.
Nakke
Nakken er det mest komplicerede led system i kroppen. Den består af 37 separate led, der har som opgave at udføre et mangefold af bevægelser af hoved og nakke. De to øverste nakkehvirvler er anderledes udformet end de øvrige ryghvirvler, og på de to øverste niveauer i nakken mangler også diskus.
Første nakkehvirvel (C1) kaldes Atlas, den adskiller sig fra de øvrige nakkehvirvler ved at mangle hvirvellegeme og består af to hvirvelbuer der på hver side er forbundet med et mellemliggende knoglestykke. C1 har på oversiden ledforbindelse med kraniet – Atlanto-cciptalleddet, her foregår primært nikkebevægelser, og derfor kaldes leddet også for Ja-leddet. C1 har på underside ledforbindelse med 2. nakkehvirvel (C2).
Anden nakkehvirvel (C2) heder Axis, den adskiller sig fra de øvrige nakkehvirvler ved at den har en knogletap på toppen af hvirvellegemet – Dens axis. Tappen stikker op gennem forreste hvirvelbue af første nakkehvirvel (C1), og er omdrejningspunkt for ledforbindelsen ml. C1 og C2 – Atlanto-axialleddet, her foregår primært drejebevægelser, og derfor kaldes leddet også for Nej-leddet.
Leddene og muskulaturen i den øverste del af nakken er rigt forsynet med sensoriske nerver som registrer stilling, bevægelse og smerte. Når hovedet bevæger sig i forhold til kroppen, sendes der sensorisk information fra nakken til centralnervesystemet. Sensorisk information fra den øverste del af nakke integreres i centralnervesystemet med information fra ligevægtsorganet, synet og stillings- og berøringssans fra underekstremiteterne. Denne integration danner grundlag for vores vurdering af balance og ligevægt.
På grund af anderledes bevægelsesmønster og rigelig med nerveforsyning, opstår der ofte mekaniske og neuro-muskulære dysfunktioner på de to øverste bevægelsessegmenter (Occiput/C1 og C1/2) i nakken, disse dysfunktioner kan medfører betydelig nakkesmerter, hovedpine og svimmelhed.
Nakkehvirvlerne adskiller sig fra bryst- og lændehvirvlerne ved at den øverste dækplade er nærmest U-formet, og den ytre kant af dækpladen danner ledforbindelser med den ovenliggende hvirvel der kaldes Uncovertebralleddene, der også udsættes for slitage ved diskusdegeneration.
Diskusdegeneration, prolapser og symptomgivende nerveafklemninger i nakken ses hyppigest på de to nederste segmenter (C5/6 og C6/7).
Brystryg
I brystryggen danner ryghvirvlerne ledforbindelser med ribbene, og fortil i brystkassen danner ribbenene forbindelse med brystbenet. Ved almindelig vejtrækning ændres brystkrumningen kontinuerlig, og ribbenene løftes og sænkes som hanken på et spand.
På grund af ribbenene tillades mindre bevægelse i brystryggen, og derfor ses sjældent symptomgivende diskusdegeneration, protrusioner eller prolapser i brystryggen, men ofte ses der mekaniske dysfunktioner, samt overbelastninger af muskulatur og ledbånd, som følge af ændret holdning (”posturale syndromer”).
Der kan opstå ret smertefulde dysfunktioner i facetleddene og i ledforbindelserne mellem ribbene og brysthvirvlerne, disse dysfunktioner medfører ofte ret pinefulde smerter der provokeres ved vejtrækning.
Lænderyg
Lænderyggen bærer den størst vægt i rygsøjlen, og her sker primært for- og bagover bøjninger da orienteringen af facetleddene tillader kun lidt rotation. Rotationer belastninger hovedsaglig det næst nederste bevægelsesegment (L4/5) pga. orienteringen af facetled, og pga. stærke ledbånd der hindrer rotation på den nederste niveau (L5/S1).
I lænden opstår hyppigest ”segmentær dysfunktion” på de to nederste bevægesegmenter (L4/5 og L5/S1). Rotations- og kompressionsbelastninger påvirker hovedsaglig facetleddene, og strækbelastninger ved foroverbøjninger påvirket dicus. Segmentære dysfunktioner i lænden kan medføre betydlige lændesmerter der kan stråle ud i bækken, hofter, lyske og lårene. Tidvis ses mave- og underlivssmerter.
I lænden opstår diskusdegeneration, prolapser og symptomgivende nerverodafklemninger hyppigest på de to nederste segmenter (L5/S1 og L4/5), og tilstanderne er aftagende i opadgående retning.
